10.02.2011 | Af: Kirsten Kjellberg
Gode råd fra indlægsholderne på Women in Business Masterclass
Deltagerne på Masterclass i Borås fik tilbud om at deltage i seks spændende workshops med forskere, virksomhedsledere og rådgivere.
Som afslutning på dagen opsummerede moderator Kirsten Kjellberg nogle af de gode råd, som indlægsholderne havde fremhævet i deres indlæg.
Oxeon har gennem de seneste fire år oplevet en vækst på over 3000 procent. Andreas Martsman, som er en af entreprenørerne bag succesen, fortalte om, hvad der er vigtigst for at lede virksomheden gennem så markant en vækstperiode. Andreas’ råd er ” Definer hvem I er, skriv det ned og kommuniker det tydeligt til alle dine medarbejdere. Hold fast i din virksomheds kultur.”
Tor Mühlbradt er ansvarlig for at udvikle Innovasjon Norges produkter og ydelser indenfor service- og vidensinnovation. ”Hvis du vil skabe vækst din service- og vidensvirksomhed, skal du give dine kunder en god oplevelse på alle de berøringspunkter, hvor du møder din kunde”, opfordrede Tor Mühlbradt. ”Det nytter ikke at hotellet har gode konferencelokaler, hvis gæsten ikke bliver mødt med hjælpsomhed og opmærksomhed”.
Johan Söderström fra rekrutteringsfirmaet Randstad gav et godt råd til virksomhedsejeren, som overvejer at ansætte en ny – måske sin første – medarbejder. ”Du skal sikre dig, at ansættelsen er lønsom i det lange løb. Læg derfor en langsigtet rekrutteringsstrategi, som rækker ud over den aktuelle opgave, du har brug for at få hjælp til at få løst her og nu.”
Hvis du går og overvejer at tilknytte eksterne sparringspartnere din virksomhed, kan du overveje et Advisory Board som et alternativ til en bestyrelse. Aase Hoeck, som er head-hunter og rekrutterer kvinder til bestyrelser, har erfaring med at sammensætte velfungerende Advisory Boards. Hendes opfordring er, at gå efter personer, som er anderledes end dig selv. Personer som kan udfordre og som har en anden viden, end du selv har.
Internethandlen er i kraftig vækst, så temaet ”Hvad kræver det at lykkes med e-handel?” var en populær workshop. Malin Palm Friberg fra Webbureauet Picnic fremhævede, at ”det vigtigste er, at din webshop er synlig. Markedsføring både på nettet og andre steder et helt afgørende for at de potentielle kunder får øje på dig.”
Virksomhederne, som var interesseret i at høre om mulighederne indenfor import eller eksport, fik god vejledning af Martin Henningsson fra Västsvenska Industri- och Handelskammaren. Han gav det råd, at du selv skal finde de kontakter, som du ønsker at samarbejde med. Find selv dine leverandører. Det kan være fristende at lave aftaler med dem, som opsøger dig. Men du bør selv styre dine kontakter og vælge dem, du vil samarbejde med.